+45 70 60 12 10 mju@advokatjustesen.dk

Dette blogindlæg vil omhandle, hvordan du som udlejer har mulighed for at regulere en lejers husleje løbende og hvilke problemstillinger, du skal være særligt opmærksom på i den forbindelse.

Husk, at du altid kan kontakte os for ekspertrådgivning om alle aspekter af lejeret.

Hvad er mine muligheder for at regulere huslejen?

Som udlejer har du forskellige muligheder for at regulere en lejers husleje. Hvis du eksempelvis foretager væsentlige forbedringer af lejemålet, eller hvis dine driftsudgifter stiger, har du mulighed for at regulere din lejers husleje.

Sommetider er en huslejestigning dog ikke betinget af ændringer ved selve lejemålet, men alene af samfundets generelle prisudvikling. Af denne grund har du som udlejer indtil juni år 2015 også haft mulighed for at regulere lejen efter trappeleje og efter 1. juli 2015 ved nettoprisindeksregulering.

Trappeleje er ulovligt i nye lejekontrakter

Den 1. juli 2015 blev det ikke længere muligt for dig som udlejer at aftale trappeleje i nye lejeforhold. Dette vil sige, at du ved indgåelse af nye lejekontrakter skal være særligt opmærksom på, at denne ikke indeholder et vilkår om trappeleje, idet et sådant vilkår vil bortfalde og være ugyldigt.

Du skal derimod indgå en aftale om nettoprisindeksregulering. Se mere herunder.

Hvad er forskellen på trappeleje og nettoprisindeksregulering?

Både trappeleje og nettoindeksregulering er reguleringsformer, der følger samfundets generelle prisniveau. Aftalt trappeleje er en klausul, der bevirker, at lejen eksempelvis stiger med et bestemt beløb om måneden hvert år.

Nettoprisindeksregulering er derimod et vilkår, der bevirker, at du som udlejer har mulighed for at hæve lejen én gang om året med den procentdel, som nettoprisindekset er steget med.

Nettoprisindekset fremgår af lejelovens § 53, stk. 2 og beregnes af Danmarks Statistik. Som udlejer skal du være særligt opmærksom på, at et vilkår om nettoprisindeksregulering skal være aftalt i lejekontrakten eller et senere tillæg, før det er gældende.

»Som udlejer skal du være særligt opmærksom på, at et vilkår om nettoprisindeksregulering skal være aftalt i lejekontrakten eller et senere tillæg, før det er gældende«

Hvad gør jeg, når klausulen om trappeleje udløber?

Da det før i tiden var muligt at aftale trappelejeklausuler med en lang udløbsperiode, vil du som udlejer måske opleve, at du har et lejeforhold fra før år 2015, hvori der er truffet bestemmelse om trappeleje, der først udløber senere.

Aftaler om trappeleje indgået før år 2015 er fortsat gyldige, men når trappelejeklausulen udløber, skal du have en ny reguleringsaftale på plads med din lejer, så du ikke mister din mulighed for at regulere huslejen.

Derfor kan man med fordel overveje at indgå et tillæg til lejekontrakten allerede på nuværende tidspunkt, hvor det aftales, at lejen reguleres efter nettoprisindekset.

Meddelelse om nettoprisindeksregulering

Når nettoprisindeksregulering er aftalt i lejekontrakten eller i et tillæg til lejekontrakten, så vil huslejen typisk reguleres en gang årligt. Det er vigtigt, at lejeren orienteres hver gang, huslejen reguleres.

Du skal som udlejer derfor fremsende lejerne en meddelelse om huslejestigningen, som beskriver, hvordan stigningen er beregnet.